Søndag eftermiddag blev en 13-årig dreng på skateboard, kørt ned af 26-årig kvindelig bilist i krydset ved Retten i Roskilde.
Midt- og Vestsjællands politi fortæller at der søndag kl.14.54 indgik en anmeldelse om et uheld i krydset Søndre Ringvej/ Ved Ringen ud for Retten i Roskilde. En 26-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset, hvor hun i forbindelse med svingningen til venstre stødte sammen med en 13-årig, som kom kørende ud i krydset ad Søndre Ringvej.
Drengen blev slynget op på bilens kølerhjelm og ramte forruden, som blev knust. Den 13-årige dreng kom slemt til skade ved sammenstødet, og måtte i kritisk tilstand flyves med lægehelikopter til Rigshospitalet.
Den kvindelige bilist slap fra uheldet uden skader. Bilinspektøren blev tilkaldt til at lave en undersøgelse af uheldsstedet. Politiet afventer nu bilinspektørens rapport, for at få klarlagt om uheldssituationen, herunder om den 13-årige kan have kørt over for rødt lys.
Senere søndag aften, fik politiet en melding fra Rigshospitalet om, at den 13-åriges tilstand var stabil - men at han fortsat skulle være indlagt til behandling for flere knoglebrud.