Chokeret bilist: Tre killinger smidt ud af forankørende bil

Foto: Shutterstock

Foran en bilist blev et vindue rullet ned og ud af det åbne vindue, blev der kastet tre killinger ud. Bilisten handlede snarrådigt og reddede de tre små dyreunger.

Ifølge en historie fra Dyrenes Beskyttelse fik en bilist i starten af oktober en chokerende oplevelse. Hun var vidne til tre killinger, der blev smidt ud af vinduet fra en kørende bil. Hurtigt fik hun stoppet sin egen bil og prøvede at finde de tre killinger. Hun fandt kun en.
 
”Det var rædselsfuldt, og der er jo slet ingen grund til at behandle dem på den her måde. Den lille killing var så sulten og tørstig, at den suttede på mine fingre hele tiden. Vi var en gruppe frivillige der ledte efter de andre killinger i to døgn, men desværre uden held,” fortæller Ester Blounsø til Dyrenes Beskyttelse.

Nu er den fundne killing blevet overflyttet til Roskile Internat. Her fortæller internatmedarbejder Diana Petersen at de modtog en skræmt og forvirret killing på kun seks uger fra Ester Blounsø, men at den alt taget i betragtning havde det godt. Killingen er efterfølgende blevet døbt Quatro.

I slutningen af september var der 1640 katte og killinger indskrevet på internater i hele Danmark. I september 2018 var det 1085 katte og killinger. Det svarer til en stigning på ca. 51% i forhold til sidste år.  

En større gruppe frivillige forsøgte efter hændelsen at finde de to andre killinger, men de blev aldrig fundet. 

Quatro er nu sammen med en gruppe jævnaldrende killinger inden han skal finde en ny familie, der ikke smider ham ud af et bilvindue.